Ansætter du den ambitiøse eller den beskedne leder?

Ansættelsessamtaler er komplekse situationer, hvor både ansøgerens og virksomhedens evner udfordres. Cand.mag. Ulla Schjødtz Hinge har i en sprogpsykologisk undersøgelse diskuteret, at virksomheder i visse tilfælde vælger den beskedne frem for den ambitiøse leder.


Det kan hævdes, at undersøgelsen giver videnskabeligt belæg for en, ikke ukendt, tendens ved ansættelser. Nemlig at job ofte tilbydes den ansøger der bedst formår at markere sig på bløde værdier og beskedenhed.


Stemningen afgør valget
Ifølge Ulla Schjødtz Hinge er denne tendens, meget overraskende, ikke et udtryk for at kompetenceprofilen på ledere er præget af bløde værdier. Det er derimod et udtryk for den store indflydelse stemningen til samtalerne har på det endelige valg. Meget groft kan der skitseres to samtale-scenarier: det første er den ambitiøse ansøger, som ofte forholder sig kritisk til jobbet, og i højere grad positionerer sig som en gevinst for virksomheden. Han taler åbent omkring økonomiske ambitioner og lægger ikke nødvendigvis skjul på at løn og CV-referencer er vigtige elementer i motivationen til ansøgningen; det andet scenarie er den beskedne ansøger som accepterer rollen som potentiel ”vinder” af jobbet. Magten lægges meget eksplicit over hos virksomheden, der som ”giver” af jobbet i højere grad kan styre samtalen og gå i dybden med indholdet i jobbet.


Uligevægt i magtbalancen

I det første scenarie vil stemningen være præget af en uligevægt i magtbalancen og virksomheden sidder med følelsen af at være et middel mod et større mål. I det andet scenarie er magten rigtig fordelt, og virksomheden har god mulighed for at få bekræftet sig selv i form af en spændende jobprofil og en ansøger der formår at sætte pris på dette. Her er jobbet målet i sig selv. Ifølge Hinge vil den ambitiøse fremstå som kritisk og upersonlig, hvorimod den beskedne vil markere sig som blød og rund og generelt mere menneskelig. Og i vurderingsfasen vil dette kunne have en afgørende indflydelse på hvem der tilbydes ansættelse.

Hvem ansætter du?