Stor mangel på kvalificerede medarbejdere
– på trods af finanskrisen

 

Af direktør Thomas Heltborg Juul, Top1000.dk

 

Flere og flere virksomheder vælger at rekruttere globalt, fordi de rette kompetencer ikke findes i tilstrækkeligt omfang i Danmark.

 

Den strukturelle udvikling på arbejdsmarkedet er og bliver en af de største udfordringer for dansk erhvervsliv, og for samfundet som helhed. Og finanskrisen gør kun situationen værre, fordi den fjerner fokus. Kort fortalt bliver det sværere og sværere for virksomhederne at tiltrække de rette kompetencer på trods af, at ledigheden stiger. Og politikerne ser passivt til.

 

Igennem vores arbejde har vi i virksomheden det seneste år besøgt over 200 af Danmarks største virksomheder, og konklusionen er klar. På trods af finanskrisen og deraf følgende afskedigelser og færre rekrutteringer, har virksomhederne stadig større udfordringer med at tiltrække medarbejdere med de rette kompetencer. Inden for nogle områder naturligvis mere udpræget end andre. Mest vanskeligt står det til inden for fagområder som medicinal, ingeniør, jura, finans, og IT. Udfordringen består ikke i at modtage ansøgninger – de kommer i hobetal. Men virksomhederne beretter, at 3-500 ansøgninger ofte ikke er garanti for at finde den rette kandidat til jobbet.

 

Fokus på kompetencer

Hovedparten af de største danske virksomheder arbejder langsigtet, målrettet og meget professionelt med denne udfordring – det har finanskrisen ikke ændret på. Faktisk vælger flere og flere virksomheder, som sætter overliggeren højt og ikke betragter 300 ansøgninger som et succeskriterium i sig selv, at rekruttere mere og mere målrettet. Flere virksomheder vælger sågar at rekruttere globalt, fordi de rette kompetencer ikke findes i tilstrækkeligt omfang i Danmark. Kompetencerne finder virksomhederne i stedet i f.eks. Sydøstasien og Nordamerika.

 

For ovenstående virksomheder er det ikke finanskrisen i almindelig forstand, der bekymrer, men derimod udsigten til at miste konkurrenceevne i det globale marked på grund af mangel på kompetencer. Danmark og danske virksomheder skal i den globale kamp være førende på viden, forskning og innovation, men finanskrisen og den deraf følgende ledighed har fjernet det politiske fokus fra de udfordringer, der ligger udover i morgen. Politikere med ambitioner om avancement eller fastholdelse af magten gør, så længe ledigheden stiger, klogt i at undlade at fokusere for meget på morgendagens strukturelle forandringer på arbejdsmarkedet og f.eks. tage det nødvendige opgør med skattestrukturen og arbejde på påkrævede arbejdsmarkedsreformer.

 

Faldende arbejdskraft

De næste mange år vil udbuddet af arbejdskraft falde i størrelsesordenen 25-45.000 personer om året. Det skyldes, at 80’er generationerne, som træder ind på arbejdsmarkedet i øjeblikket, er markant mindre end de store årgange fra 40’erne, som forlader arbejdsmarkedet i disse år. Arbejdsudbuddet falder altså og hertil kommer, at væksten må forventes at sætte ind i løbet af det næste år, således efterspørgslen øges. Endelig ændrer mange virksomheder medarbejdermiks, så der bliver behov for flere videnmedarbejdere.

 

Realiteterne kommer til at blive tydeligere, jo længere tid der går. Forhåbentlig får det politiske system sat problematikken på agendaen meget snart og ikke først om 2-3 år, når udfordringen for alvor accelererer. Til den tid vil det være tydeligt, hvilke udfordringer det danske arbejdsmarked vil stå overfor i de næste mange år: Et arbejdsmarked, hvor virksomhederne til skade for konkurrenceevnen, vil være nødt til at kæmpe om kandidaternes gunst ved hjælp af højere og højere løn, pension og flere benefits. Og et arbejdsmarked hvor virksomhederne får mere og mere svært ved at få den rette arbejdskraft.

 

Det bliver et arbejdsmarked, hvor arbejdstagere med et bare rimeligt CV i bagagen, har frit valg på alle hylder.

 

www.top1000.dk

 

 

Kilde: Personalechefen nr. 2 – 2010, udgivet af PID-Personalechefer I Danmark