Gem annonce

Børnekulturformidler til Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse

Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse

Aabenraa, Syd- og Sønderjylland

Indrykket
13-07-2020
Kontakt
Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse
Haderslevvej 3
6200
Aabenraa
Danmark
Praktisk information
Oprettet
13-07-2020
Udløber
14-08-2020
Kviknummer
LJA-80649739
Jobtype
Fuldtid
Arbejdsområde
Bibliotek og information

Kan leg styrke læselysten?

 

Er du optaget af, hvordan børn under skolealderen bruger medier og ikke mindst børnelitteraturen i alle dens former? Og har du bud på, hvordan vi kan styrke børns læselyst? Så har Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse brug for dig.

 

En af vores medarbejdere har søgt nye udfordringer, så derfor søger vi en engageret, ambitiøs og initiativrig børnekulturformidler til "Team Børn & Familier".

 

Din primære opgave bliver at videreudvikle og styrke bibliotekets tilbud til børn under skolealderen, deres familier og dagtilbud med særligt fokus på fortællinger og læselyst.

 

Vi forventer, at du har hovedet fuldt af idéer, og at du formår både at udvikle og gennemføre aktiviteter, events og projekter til glæde for børnefamilier og dagtilbud.

 

Team Børn & Familier arbejder med området 0-12-årige inden for tre hovedspor:

1.Sprog, fortællinger og læselyst. Vi er bl.a. med i "Sprogsporet", der er bibliotekernes fælles indsats, som støtter sprogstimulering og tidlige læsefærdigheder blandt de 0-7-årige. Og i efteråret tager vi fat på et læselystprojekt i en SFO.

2.Digital dannelse og medier. Vi har gang i Makerspaces og robotter og arbejder proaktivt med at se muligheder i teknologi.

3.Kulturelle indtryk og udtryk. Vi har en bred palet af arrangementer og aktiviteter og er en del af holdet bag "Den børnekulturelle rygsæk", som sikrer, at kommunens børn får oplevelser med kultur og kunst i mange former.

 

Du vil især skulle arbejde med det første spor, men du skal også kunne byde ind i forhold til de to andre hovedspor.

 

Vi vægter, at din personlige og faglige profil matcher de fleste af følgende kvalifikationer:

  • Du har kendskab til børns liv anno 2020 og deres brug af medier og børnelitteratur

  • Du har interesse for børnelitteratur, især den del, der henvender sig til børn under skolealderen

  • Du er modig og har en eksperimenterede tilgang

  • Du er idérig, entusiastisk og spreder energi omkring dig

  • Du kan omsætte din viden om aktuelle tendenser inden for det børnekulturelle felt til konkrete tiltag i samarbejde med børn, dagtilbud, foreninger og frivillige

  • Du trives i rollen som aktiv formidler og kan begejstre og inspirere børn, deres forældre og pædagoger, så de bliver nysgerrige efter at opleve læsning i alle dens former

  • Du er udadvendt, dialogskabende og har let ved at skabe relationer til nuværende og kommende samarbejdsparter

  • Du kan reflektere og lære af dine erfaringer, både de gode og de mindre gode

  • Du er en aktiv medspiller i projekter og er bevidst om dine styrker i projektarbejde

  • Du kan koordinere og følge op på aftaler

  • Du har lyst til at deltage i bibliotekernes allround-funktioner, herunder betjene brugere på tværs af alder.

 

Din uddannelsesmæssige profil er ikke afgørende, men kan være bibliotekar, cand.scient.bibl., pædagog eller formidler med anden relevant videregående uddannelse og kompetencer inden for det børnekulturelle område.  Du har erfaring fra lønnet beskæftigelse i bibliotek, kulturinstitution eller dagtilbud.

 

Vi er klar over, at du muligvis ikke har alle de kompetencer, vi efterspørger, men kan du sætte flueben ved de fleste og har lyst til jobbet, så søg!

 

Vi tilbyder

En spændende, travl og inspirerende arbejdsplads, hvor alle tager ansvar og arbejder med og mod fælles mål. Du får gode kollegaer i en kreativ organisation, hvor du fra første dag får medindflydelse på at definere dine arbejdsopgaver.             

 

Vi er 35-40 medarbejdere med en bred vifte af fagligheder. Vi er organiseret i teams og samarbejder på tværs i hele organisationen. Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse driver 6 fysiske biblioteker og 5 kultur- og medborgerhuse. To af afdelingerne ligger på samme matrikel.

 

I Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse ser vi os som hverdagslivets højskole, hvor de fysiske rum er borgernes fælles dagligstue huse med lav dørtærskel, hvor alle har mulighed for at opleve, skabe, deltage og lære. Vi har netop åbnet Genforeningsparken, et nyt uderum foran Aabenraa Bibliotek bl.a. med muligheder for leg og ophold. Og indvendigt er vi ved at lægge sidste hånd på en ny indretning.

 

Aabenraa Kommune arbejder aktivt med udviklingen af fremtidens købstad og hjælper tilflyttere med at skabe netværk via Ny i by.

 

Løn- og ansættelsesforhold

Stillingen er på 37 timer og ønskes besat pr.1.10.2020 eller snarest derefter. Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst samt principperne om lokal løndannelse.

 

Arbejdstiden placeres som udgangspunkt i tidsrummet 8-18, og du må forvente aftenarbejde og arbejde lørdage og søndage.

 

Dit primære arbejdssted vil være bibliotekerne, men du vil også kunne have opgaver med børne- og familieaktiviteter i kulturhusene.

 

Aabenraa Kommune indhenter børne- og straffeattest på de personer, vi ønsker at ansætte.

 

Vil du vide mere

Du er velkommen til at kontakte Leder af Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse, Charlotte Stoltenberg på telefon 2495 3015 tirsdag den 18.august mellem kl. 13:00 og 15:30

 

Ansøgning

I din ansøgning skal du give konkrete eksempler på, hvordan du kan bringe din viden og erfaringer i spil, og hvilke aktiviteter du ønsker at realisere på Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse. Ansøgningen skal være på maks. 1,5 A4-side.

 

Send ansøgning, CV, dokumentation fra tidligere ansættelse samt andre relevante bilag via linket senest den 16. august 2020. 

 

Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 25. august, anden samtalerunde den 27. august. Hvis du kommer til 2. samtalerunde, skal du forvente at forberede en lille opgave.

Du har ikke vedlagt dokumenter til din ansøgning. Klik på 'OK' knappen nedenfor for at sende din ansøgning alligevel, eller klik på knappen "Annuller" og vedhæft dokumenter, før du sender din ansøgning igen.

Ansøg nu
Kontakt
Aabenraa Biblioteker og Kulturhuse
Haderslevvej 3
6200
Aabenraa
Danmark
Praktisk information
Oprettet
13-07-2020
Udløber
14-08-2020
Kviknummer
LJA-80649739
Jobtype
Fuldtid
Arbejdsområde
Bibliotek og information
Beliggenhed
Gem annonce